Calles Cup 2021 til Foxie Hill
På en velbesøgt løbsdag på Bornholms Brand Park kunne Foxie Hill (Russel Hill) sejre i årets bedst betalte væddeløb på Bornholms Brand Park – Calles Cup.
Foxie Hill er opdrættet af Elsebet Jensen og ejes af Familien Petersen.
Foxie Hill blev kørt til sejr af Mads Petersen, og dagens sejr var den femte i træk. Foxie Hill er fortsat ubesejret i 2021, og sejren i dag indbragte hele 30.000 kr.
Der var dermed oprejsning fra sidste års sejr i 3-års mesterskabet, hvor netop Foxie Hill uberettiget fik frataget sejren. Den konstatering slog den tidligere formand på Bornholms Brand Park Egon Jensen fast på generalforsamlingen i år.
Dagens løb
First Osiris var alene fra spidsvolten, og denne tog sig som forventet af fronten. Det skete med Foxie Hill som den nærmeste, mens der var tidlig galop for flere konkurrenterne.
I front afviklede den førende First Osiris de første 500 meter efter hastige 1.17,8, og denne havde fortsat et par længder til de nærmeste. Det var et felt, der var trukket ud over mange længder.
De øvrige fik bedre fat, og Mads Petersen forsøgte sig mod fronten med Foxie Hill, men blev svaret ud. Vi fik en 1000 meters notering på 1.20,1, og de to forreste var ca. 20 meter foran de øvrige.
Mads Petersen kørte sig til spids med to omgange til mål, og i samme moment forsøgte flere af konkurrenterne at tage meter bagfra. En meget langtrukket felt tog hul på sidste omgang.
Den første til at begive sig fremad var Kenn Christoffersen, som sendte Jetset Onion fremad gennem sporene. Det gik stærkt på sidste langside, og i sidste sving havde Jetset Onion kontakt med den førende Foxie Hill.
Det var tydeligt, at Mads Petersen orienterede sig over skulderen ind i sidste sving, og da opløbsstrækningen blev påbegyndt, bad banens oftest sejrende kusk i år sin hest om fuld fart.
Foxie Hill trak et par længder væk i slutfasen, og sejrede ganske enkelt i tiden 1.21,3/2420 m.
Se dagens sejr her.
Foto af Torben Ager/Travfoto Bornholm.
–






