Torpedo Harald vandt Kriteriet
Af Kenn Erik Bech
På søndag køres 3-års årgangens største løb, og et af de største travløb i Danmark i det hele taget, Dansk Trav Kriterium, løbet der blev kørt første gang tilbage i 1898.
For 50 år siden var det den sort-gule ternede køredragt, personificeret i ”Torpedo Harald”, Harald Lund fra Nykøbing Falster, der kom først over stregen i dette løb med sin store stjerne, Osman Bogø.
Sæsonens næststørste avlsløb, sådan blev Kriteriet også betegnet for 50 år, fandt sted i Lunden den 25. juli.
Opløbskampen var hård og spændende i kriterieløbet, hvor Harald Lunds Osman Bogø sejrede i et knivskarpt opgør med favoritten, den nu norskejede hoppe Olga Senator/Frank Marthinsen, men endnu en norskejet hest, Odalisk, blev tredje foran de danske Orton og Olympiadrengen. Svenske O’Man fejlede i mål som 3.
Hvilken speed
Harald Lund, der havde en stor sæson i 1971, fortalte selv om sin og Osman Bogø’s store triumf efter kriteriesejren:
-Vi startede Osman Bogø mange gange i forsæsonen i de laveste klasser, da han ikke havde særlig meget løbsrutine fra sin 2-års sæson. Under træningen opdagede Harald Lund snart, at Osman havde en fantastiks speedevne.
-I Kriteriet gik min taktik ud på at spare Osman så meget som muligt undervejs. Parret tog ellers kortvarigt føringen, men overgav den hurtig til Tommy Petersens Orton.
-Jeg anså Orton for min værste konkurrent, men hvis bare Osman kunne få lov til at ligge i ryg, og så speede frem i opløbet, mente jeg nok, vi skulle kunne klare sejre, fortalte Harald Lund.
Og sådan kom det også til at gå.
Store beløb
Selvom Osman og Harald måtte trække mere bagom feltet i opløbsvinget end de på forhånd havde regnet med, og derefter angribe i 4. spor, lykkedes det dem at speede alle konkurrenter omkuld.
Derefter forsatte 3-års succeserne for Osman Bogø og Harald Lund med sejre i bl.a. Amagers 3-års Mesterskab, Lolland-Falsters 3-års Mesterskab og Fyns 3-års Grand Prix.
And the rest is History, – Osman Bogø og Torpedo Harald forsatte med at score en masse travløb, bl.a. det følgende år, hvor derbysejren blev en realitet.
I 1971 vandt Harald Lund endvidere Derby Consolation med Nuss Hanover, ejet af H Toft-Olesens Stutteri Kejsergården, der jo også ejede Osman Bogø.
Både Osman Bogø og Nuss Hanover blev der budt store beløb på fra Sverige, og mens Osman Bogø aldrig blev solgt, røg Nuss Hanover snart efter til Sverige.
Foto af Burt Seeger.






