Norsk ejer – Stor ros til Team Mønster
I sin sidste start i Norge gav Smokin Joe helt op på sidste langside, og dommerne svarede prompte ved at give hesten en udelukkelse. Det var i januar.
Smokin Joe er ejet i Norge, og her ville man ikke opgive sin 8-åige ven, og man valgte at sende hesten i dansk træning og nærmere bestemt i Skive, hvor Knud Mønster overtog træningen.
Der havde den et par dejlige forårsmåneder og træning, inden den fik debut i maj. Med sejr. Siden skulle der en række flotte præstationer til, inden der søndag var endnu en sejr. Og det på en ny banerekord for hurtigste udenlandsfødte heste i monte.
En henrykt Nilsen var da på plads, da hans hest vandt. Æren giver han Knud Mønster og datteren Michelle.
Hun er mere end glad for at tale om Smokin Joe.

– Han er en dejlig hest. Jeg er stolt af det, vi har opnået med ham indtil videre. Han er en rigtig klog hest, både hjemme og på banen. Nu satte han ny banerekord for ridende heste – På 1.13,7 i Århus. Samtidig tog han årets tredje sejr, fortæller trænerdatteren Mønster.
Hun fortæller, at de kun har trænet hesten på sandbanen derhjemme, siden han kom til dem.
– Det har vi altid gjort med ældre heste og haft god succes med det. Det slider heller ikke så meget på benene, som almindelig motion gør, siger hun.
Ikke desto mindre mener Michelle Mønster, at god pleje er lige så vigtig som enhver træning. Det giver hestene det nødvendige humør.
– Vi arbejder hele tiden på at holde ham ved godt mod: Han får masser af massage og pleje. Det tror jeg har været en afgørende faktor.

Han nyder det rigtig meget, og er glad når vi skal ud at træne. Det er vigtigt for os, at hestene viser, at de kan lide at træne, smiler hun.
Samtidig er hele stalden glad for, at den tilfredse ejer var ringside søndag.
– Han virkede meget glad for at se sin hest præstere så godt. Det var dejligt, at han nåede at se ham live i Aarhus, smiler hun.
Fotos – Ole Hindby, Seeger og Hesselborg Foto.






