Dagens udmelding fra regeringen får betydning
Regeringen har i dag indført restriktioner i 18 kommuner, efter at smittetallene i den seneste tid er steget. Det betyder færre personer på staldterrænnet på løbsdage med deltagelse af amatører på Lunden og i Odense.
Det meddeler Dansk Hestevæddeløb på egen medieplatform.
Her skriver man:
Smittetrykket er som følge af coronapandemien steget i hovedstadsområdet og i Odense. Denne udvikling har i dag fået regeringen til at udstikke en række restriktioner i 18 kommuner.
Restriktionerne gælder København, 16 kommuner i hovedstadsområdet og i Odense. Samtidig sænkes forsamlingsforbuddet fra 100 til 50 personer i de berørte kommuner.
Ændringen i forsamlingsforbuddet kommer uvilkårligt til at have indvirkning på den kommende tids afvikling af amatørdage på Charlottenlund Travbane og Fyens Væddeløbsbane.
Sportschef René Jensen forklarer, at de to amatørløb, der køres som en selvstændig del af et dobbelt-arrangement på Lunden førstkommende fredag, forventes afviklet som planlagt.
»Der er startmeldt 20 heste i to løb på fredag, og dem forventer vi at kunne afvikle under grænsen på 50 personer. Der skal dog være plads til cirka 15 officials ved arrangementet. Det efterlader plads til 35 aktive (kuske og staldpersonale). Det betyder, at vi fra centralt hold kan komme til at diktere, hvor mange ledsagere der kan følge hestene,« siger René Jensen.
På søndag skal der også afvikles et dobbelt-arrangement på Fyens Væddeløbsbane, hvor der er udskrevet tre amatørløb. Startmeldingen finder sted i morgen.
»Her gælder det igen, at der vil være plads til 35 aktive på løbsdagen. Vi kommer fra Sport & Udviklings side til at prioritere løbene, hvoraf et af dem måske udgår, såfremt det ikke lykkes at holde antallet af personer nede,« forklarer René Jensen.
Sport & Udvikling har prioriteret amatørløbene på søndag på Fyn på denne måde:
1. Amatør Elite Cup
2. Monteløb
3. Formløb (reserveløb)
Superliga-ordningen udskydes også i København og Odense
Det ligger også fast, at den såkaldte Superliga-ordning, der tillader adgang til idrætsarrangementer med flere end 500 tilskuere, i kraft af dagens udmelding fra regeringen udskydes i foreløbigt 14 dage i og omkring København samt Odense.
»Københavnsområdet og Odense Kommune undtages fra den planlagte udvidelse af den tilpassede Superligaordning til andre idrætsarrangementer,« lød det i dag fra regeringen.

