Fuld plade fra Lønborg
Michael Lønborg havde atter en god sæson i 2024, og det kan man også se på de nomineringer til Trav- og Galopsportens Galle, som fremkom under løbene i Aalborg i går.
Aarhus-træneren har således en finger med i mange af de kategorier, hvortil der finder kåringer til i løbet af aftenen, og Travet.dk har løbet nomineringerne igennem kategori for kategori set med Lønborgs briller.
Blandt 2-åringerne er Lorraine nomineret. Den havde syv starter sidste år, hvor det blev til sejre i fire af disse. Blandt i finalen i 2-åringernes Efterårsserie, som blev afviklet juleaften. En sejr, hvor Kasper K. Andersen sad i sulkyen.
Lønborg har også en hest med i kampen om at blive årets 3-åring. Det er Karat C N, der strøg til tops i Dansk Trav Kriterium efter også at have vundet prøven forinden. Den vandt i alt tre gange i 2024 i 11 starter.
I kategorien årets 4-åring er Michael Lønborg repræsenteret med Juno. Hoppen vandt både prøven, men også selv Dansk Hoppe Derby i fjor. Det var andet år i træk, at Michael Lønborg træner og kører en Hoppe Derby-vinder.

Flere nomineringer
Blandt de ældre heste er Eddie The Eagle nomineret. Den havde atter en flot sæson, hvor det blev til fem sejre i 13 starter. En af disse sejre var i Mesterskab for Danmark, hvor hesten vandt på en flot 1.11-tid.
Det er ikke i kategorien årets 4-åring, at Juno er nomineret. Det er den også i kampen om at blive årets hoppe. Desuden er Michael Lønborgs heste også med i kampen om at blive årets hest i alle kategorier.
Michael Lønborg selv er nomineret i to kategorier. Først og fremmest som årets træner for ovenstående præstationer, men også som årets kusk, da Aarhus-træneren selv har kørt hestene ved de fleste lejligheder.
Desuden er stalden også repræsenteret, når det gælder årets staldmand m/k. Her er det Kit Rasmussen, der har været med i travsporten i mange år, der er nominerede blandt de tre staldmænd m/k, der er nomineret.

Satte nye rekorder i 2024
Michael Lønborg har et mål om at være repræsenteret i DM for professionelle år efter år, og det er heller ikke noget problem efter sin flotte sæson sidste år, og Lønborg har klaret det således de seneste år som kusk:
2024: 111 sejre i 429 starter – 4.319.211 kr. indkørt
2023: 80 sejre i 320 starter – 3.672.207 kr. indkørt
2022: 31 sejre i 246 starter – 929.297 kr. indkørt
2021: 47 sejre i 360 starter – 1.266.990 kr. indkørt
2020: 40 sejre i 228 starter – 1.158.516 kr. indkørt
I hverdagen har Michael Lønborg god hjælp fra flere sider i stalden, men i den grad også fra familien. Både fruen Christina Lønborg og datteren Victoria Lønborg har en finger med i succesen.
Michael Lønborg har heller ikke travsporten fra fremmede. Han er således søn af den mangeårige træner Henrik Lønborg, som selv er søn af Vagn Lønborg. Alle tre generationer med base i Aarhus.

Tror på Jacobite i aften
I aften er Michael Lønborg på plads, når der køres løb i Skive. Travet.dk har talt med Michael Lønborg og han har på forhånd størst tiltro til Jacobite, men gennemgår hestene på staldens Facebook-side.
“Jacobite (3. løb – nr. 3) var fin første gang og har virket fin efterfølgende. Blandt de tre.”
“Karola Gejs (4. løb – nr. 7) har været ok i træning, uden at imponere. Outsider.”
“Hokita (7. løb – nr. 1) er fejlmeldt grundet en tastefejl fra min side. Er dog så fin en hest, at den nok skal tage en præmie.”
Fotos af
Burt Seeger
Hesselborg Foto






