Nyt forsamlingsloft åbner for staldmænd på sportsdage
I den kommende weekend afvikles de sidste fire sportsdage i denne omgang. Da forsamlingsloftet nu er hævet til 50 personer, må alle deltagende heste følges af én staldmand udover kusken/rytteren. Det meddeler DTC i dag.
I mandags blev forsamlingsloftet for organiseret udendørs idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter hævet fra 25 personer til 50 personer.
Dermed er det muligt at lukke flere personer ind på staldterrænet, når banerne i Nykøbing Falster, Skive, Odense og Aalborg i den kommende weekend afvikler sportsdage.
Dansk Travsports Centralforbund meddeler i dag, at der ved de fire nævnte sportsdage gives adgang til én staldmand pr. startende hest udover hestens kusk/rytter.
Husk retningslinjerne
Når kusk/rytter og staldmand ankommer til banen, henleder forbundet opmærksomheden på, at gældende retningslinjer fra sundhedsmyndighederne overholdes:
- Er du syg, så bliv hjemme
- Vask hænder i sæbe. Host/nys i ærmet
- Undgå at røre øjne, næse og mund
- Husk at holde afstand og pas på hinanden
Endvidere skal alle (såvel kusk/rytter som staldmænd) akkrediteres på forhånd for at opnå adgang til banens område.
Efter ankomsten til staldterrænet skal følgende retningslinjer iagttages:
- Nummerskilte afhentes i henhold til den enkelte banes retningslinjer. De skal afleveres rengjorte og ophængte i det af banen anviste område
- Omklædning skal ske i tildelte områder/stald eller bil
- Under løb må de aktive, når de generelle retningslinjer overholdes, opholde sig på staldterrænet. Der må ikke være personer på publikumsområdet
- Ophold dig i kortest muligt tid på banens område – kør hjem, når starthestene er klar til afgang
- Det er ikke muligt at medbringe ekstra heste på løbsdagen
- Opvarmning af heste må kun ske af personer med licens
- De startende heste skal anbringes i de anviste bokse.




