Kæmper for livet:

– Jeg er optimistisk –

Anders Lindqvist har overvundet kræften flere gange, men nu er den vendt tilbage. Svenskeren er dog optimistisk.

– Jeg har overhovedet ikke tænkt mig at lægge mig i tredje par indvendigt og aldrig se dagens lys.

For over 20 år siden fik han diagnosen leukæmi. Dengang fik han at vide, at han måske kun havde to år tilbage at leve i, men den hårdføre svensker overlevede mod alle odds. For otte år siden blev der opdaget en ondartet tumor i blæren, og i marts i år måtte han operere en stor tumor ud af nyren. Nu viser det sig imidlertid, at der stadig er rester af kræften i kroppen, og han er netop begyndt behandlingen.

– Jeg gennemgik den første kemobehandling onsdag, fortæller Lindqvist.

Hvordan har du det?

– Det er klart, at det er hårdt og krævende, men jeg har det godt – og jeg har heldigvis en fantastisk sambo, som hjælper til. Operationen i marts var dog hård. Meget hård, påpeger Lindqvist.

 Hvad er prognoserne?

– Det kan lægerne ikke sige noget om, men jeg ser fremad og er optimistisk. Kræftbehandlingen og moderne medicin er kommet langt, så her gælder det om at være offensiv. Jeg har overhovedet ikke tænkt mig at lægge mig i tredje par indvendigt og aldrig se dagens lys.

Går glip af Solvalla

Behandlingen betyder dog, at Lindqvist må ændre sine planer. Normalt ville han snart være på vej nordpå mod Solvalla, men sådan bliver det ikke.

– Med denne behandling bliver immunforsvaret reduceret, og man bliver meget sårbar over for infektioner. Derfor har lægerne anbefalet mig at undgå større menneskemængder, så jeg står over Elitloppet i år, forklarer han.

At Lindqvist misser Elitloppet, sker ikke ofte.

– Nej, jeg har en ganske fin historik der. Det er vel tre gange, jeg har været forhindret og haft gyldigt medicinsk fravær, men ellers har jeg været til hvert eneste Elitlopp siden 1970, fortsætter den populære svensker.

Ja, og ikke altid som tilskuer – du har også kørt i nogle Elitlopp.

– Ja, og der er jeg ofte havnet i spids, siger han med et smil.

Skribenten minder Lindqvist om finalen i 1985, hvor svenskeren fløj direkte til front med startkatapulten Viroid og nægtede at slippe favoritten Minou du Donjon forbi – selv om denne havde sat verdensrekord i forsøget. Med den franske hest trykkende udvendigt blev der passeret i 1.08/500 og 1.11/1000 – relativt hurtigt i dag, men i 1985 var det et helt vanvittigt tempo – før Viroid stivnede og endte næstsidst.

– Den styring fortryder jeg ikke, siger Lindqvist hurtigt, og man forventer næsten at høre Edith Piaf synge “Non, je ne regrette rien” i baggrunden.

– Vi sad fast i kvalifikationen, og jeg var fast besluttet på, at det ikke skulle ske i finalen også. Derfor skulle jeg bare køre i spids. Viroid var en god hest, men han var stadig urutineret og ikke vant til to løb på samme dag. Det blev for hårdt for ham, men jeg er glad for, at vi prøvede – i stedet for at sidde 40 år senere og tale om den gang, jeg burde have prøvet, men ikke gjorde det.

Ser mange løb

Med lavere energiniveau efter en hård operation og ingen Solvalla-tur er Lindqvists hverdag lidt anderledes. Men det handler stadig om trav.

– Jeg bor på Grosbois og elsker det med så mange flotte ungheste lige udenfor. Men med mindre energi bliver det mest til, at jeg ser rigtig mange løb på YouTube – det bliver hurtigt 50 løb om dagen.

Lindqvist gør dog mere end at se løb på YouTube. Den 73-årige har fuldstændig styr på, hvad der sker i travsporten verden over, især i Frankrig. Han ligner ærligt talt en mand, der ikke har tid til at blive for syg – og han er desuden en fighter.

– Jeg giver ikke op. Aldrig, afslutter han, før han tilføjer:

– Det er rigtig godt med Charron i Elitloppet. Han er en meget kapabel hest, hører hjemme i Elitloppet og kan sagtens komme i finalen.

Bragt i samarbejde med Trav365.no.