Jørn Damsgård fylder 85 år i dag
Af Kenn Erik Bech
Den tidligere mangeårige træner på Racing Arena Aalborg, Jørn Damsgård, fylder 85 år i dag.
Jørn Damsgård har været trænerchampion 2 gange på sin lokale bane, og har i alt vundet ikke mindre end 995 sejre. Han stoppede som træner for 10 år siden, men følger stadig, sammen med sin tidligere trænerkollega, og arbejdsgiver, Enrico Haupt, travsporten tæt.
Barndomstiden tilbragte Jørn Damsgård i området omkring Charlottenlund Travbane, og her begyndte hans første travinteresse at spire. Flytning til Jylland, og opstarten af travbanen i Skive, medvirkede for alvor, at travinteressen blomstrede. Han begyndte også at arbejde i sporten, første sted var hos træner Viktor Borregård.
Derefter var han i nogle år i 50’erne ansat hos Karl Laursen, Stald Kima, der dengang boede på godset Estvadgård.
Træner i Aalborg
Så kom Aalborg-tiden, hvor Damsgård var jockey hos trænerene Preben Vebner, Erik Hansen, Kjeld Petersen og endelig hos Enrico Haupt.
Derefter blev han selvstændig træner i Aalborg, hvor han igennem alle årene havde en stabil og solid forretning. Damsgård havde et fint samarbejde med nogle af Danmarks store hesteejere og bedste opdrættere. Her kan nævnes navne som Lars Nødgård, H.C. Sørensen, Ekman Hørsel (Stutteri Løjberg), Poul Uggerhøj (Stutteri Bangsbo) og Bent O. Pedersen (Stutteri Bakkelygård), først og fremmest i forbindelse med tilkøring af ungheste.
Jørn Damsgård har således tilkørt en lang række senere topheste, f. eks. Derbyvinderne New Quick og Okay Bee, Kriteriumsvinderen Odin Vang og Mombasa Bee. Jørn Damsgård har tidligere udtalt i forbindelse med tilkøring af ungheste.
-Jeg ville gerne være med til at give hestene den bedst tænkelige start på livet som væddeløbshest, og jeg har nok den nødvendige tålmodighed, der skal til. Jeg har da også ofte fået ros for at mine ungheste blev godt tilkørte og havde sunde ben. Det kan jeg egentlig takke min lærermester, træner Erik Hansen, for. Han var også et meget tålmodigt menneske, og når man spurgte ham, om den og den hest ikke skulle have noget mere arbejde, svarede han: “Jeg vil hellere høre om 2 heste, der er blevet gode efter de har forladt min stald, fremfor om én jeg har ødelagt, fordi den har fået for meget arbejde.”
Dén filosofi tog Damsgård med mig i sin egen karriere.
I 1988 var Jørn Damsgaard med til at opbygge Hovhedegård i Guldbæk ved Støvring, der jo stadig er rammen om Kaj Jensens træningscenter og hingstestation.
Jørn Damsgård besøger flere gange om ugen hans tidligere trænerkollega Enrico Haupt, og så går snakken om travsport lystigt. Denne skribent har selv overværet deres hyggelige samtaler.
85-års fødselsdagen fejrer Jørn Damsgård på Sjælland hos hans datter, der bor ved Jyderup. For første gang i rigtig mange år kommer også hans bror Poul Erik Damsgård, og hustru, og fejrer fødselsdagen sammen med ham.
Travet.dk ønsker en af travsportens store veteraner, en rigtig gentleman, tillykke med den runde dag.
KM FOTO.







