Dansk Hestevæddeløb er klar til Hest & Rytter 2023
Ryttere, hesteejere og entusiaster samles på Hest & Rytter 2023 i Messecenter Herning i næste uge, og her vil man kunne opleve en opgraderet stand fra væddeløbssportens side. Sådan indleder Dansk Hestevæddeløb i dag på egen hjemmeside.
Traditionen tro venter der i dagene 9. til 12. marts en stor oplevelse i Messecenter Herning, når årets Hest & Rytter afvikles. De mange flotte stande står til skue i den forlængede weekend, og kombineret med en masse events for varmblodet vil hallerne også være fyldt med interessante personligheder og eksperter fra hesteverdenen.
En af disse er Bubber, som Dansk Hestevæddeløb har hyret ind til en særlig rolle. Bubbers TV-karriere har spændt vidt fra Bubbers Badekar over BS og Bubber til dokumentarserien Danmark ifølge Bubber. I Herning bliver opgaven at stå for fire såkaldte talks, hvor TV-personligheden har sat flere af hestesportens profiler stævne.
Det handler om to reelle topnavne i form af travkusken René Kjær og galopjockey Oliver Wilson. Desuden kommer travtræner Lillian Uglebjerg, som har stor succes og har udviklet på spændende træningsmetoder, og slutteligt møder Bubber ungdomsprofilen Lukas Kirk. Lukas har sine rødder i ponysporten, men er for nyligt skiftet til de store heste. Og alle interviews vil blive delt på Dansk Hestevæddeløbs Facebook-side.
– Vi synes, at vi har gjort lidt af et scoop ved at få Bubber til at løse en specifik opgave for os på Hest & Rytter 2023, og vi ser frem til at høre hans indsigtsfulde interviews, indleder Claus Bossow, Ordførende chef i Dansk Hestevæddeløb.
Helt ny stand venter
Men Bubbers tilstedeværelse er ikke eneste nyhed på Dansk Hestevæddeløbs stand.
– Det har været et tema at gentænke vores stand på Hest & Rytter-messen. Besøgstallet er over 60.000 mennesker og langt de fleste med en eller anden forbindelse til hestesporten, så set fra et væddeløbsperspektiv er der masser af potentiale i Herning, lyder det videre fra Claus Bossow.
– Vi har opgraderet vores stand og har derfor investeret i et helt nyt setup, der også uden for messehallerne kan sættes op i forbindelse med storløbsdage på alle vores baner. Opbygningen består af store flytbare vægge, der er bygget op som kæmpe billeder, der er belyst bagfra og som nemt kan udskiftes afhængig af formålet. Dertil kommer et dommertårn for at give fornemmelsen af dét at besøge en bane.
– Så sammen med en travhest-simulator, flere baneoplæg med lokale aktører og en masse gode mennesker fra vores organisation er vi klar på en hestesnak om væddeløbssporten, slutter Claus Bossow.
Derfor – kom og vær med på hesteverdenens årlige begivenhed på Hest & Rytter messen i Herning. Bliv en del af det actionfyldte univers, hvor hesteentusiaster, ryttere og fagfolk fra hele verden samles for at dele deres passion og viden. Hest & Rytter messen i Herning er den ultimative begivenhed for hesteentusiaster og hesteejere.
Så køb dine billetter nu og oplev en weekend fyldt med hesteglamour og glæde. Vi ses på messen.





