De unge skal promoveres og satses på
Travskoler, hvilken alder kan mine børn deltage, og hvem skal jeg egentlig kontakte. Det er blot tr af de spørgsmål som Travet.dk har modtaget her i januar omkring ponysporten.
Ponysporten er for alle hesteinteresserede børn og unge mellem 3 og 18 år, ligesom vi har en ungdomsrække fra 16-25 år. På Danmarks ni væddeløbsbaner samt to baner kun forbeholdt ponysporten, dyrkes de tre discipliner indenfor væddeløbssporten, trav, monté og galop.
Ponysporten er organiseret i DH Ungdom. Cirka 400 ponyvæddeløb afvikles året rundt på landets væddeløbsbaner, og der er omkring 200 børn og unge med licens til at deltage i løbene.
Man kan på nogen travskoler starte allerede som 3-årig sammen med en voksen med at “Gå til pony”, som 6-7-årig kan man være med på hold i travskolerne med ponyer.
Vil du deltage i løb kræver det et licens, specifikt målrettet til børn og unge, som skal uddannes indenfor ponysporten. Undervisningen sker på Ponytrav- og galopskolerne, som er er tilknyttet landets væddeløbsbaner og varetages af erfarne og kompetente undervisere. Der findes undervisning for både nybegyndere og dig som vant til at omgås heste og ponyer.

Hvad er en travskole?
Travskolerne er væddeløbssportens fritidsaktivitet. Vi vil gerne give alle børne og unge mulighed for at dyrke en lærerig og spændende sport, samt skabe en interesse for trav- og galopsporten. Ønsket er at give børn- og unge grundlaget for en respektfuld og etisk korrekt brug af ponyer og heste.
At omgås heste er utrolig dejligt, men heste er store og stærke dyr, som nemt kan komme til at gøre skade på børn og voksne. Derfor finder vi det af stor vigtighed, at vi uddanner vores børn og unge til at omgås heste med faglig dygtighed og respekt. Heste er ikke farlige dyr, men de skal omgås med viden om – og med respekt for deres natur.
Hos os er det muligt at deltage med sin egen pony eller hest, men det er også muligt at benytte sig af travskolens ponyer eller heste.
I travskolen har vi hold i alle sværhedsgrader, så om man er helt ny med heste, kommer fra en rideskole eller selv har pony eller hest, så skal der nok være et hold der passer til dig. Vi har både børne- og ungdomshold og hos os er det en selvfølge med undervisning i den bagvedliggende teori.

Hvorfor gå i travskole?
- Du bliver en del af det lokale klubliv.
- Du bliver en del af et sjovt og lærerigt socialt miljø.
- Du får viden om egnet sikkerhedsudstyr samt færdigheder i at håndtere hesten sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
- Du får færdigheder i at gøre hesten klar til træning og at kunne styre den i skridt og trav.
- Du får en basal forståelse for stalden som hestens hjem.
- Du lærer at køre en pony eller hest.
- Har du tidligere kendskab til ridning, kan der efter vurdering, tilbydes montéundervisning.
Med andre ord så lærer du om pleje, håndtering, forspænding, pasning, fodring, træning og meget mere.
En beskrivelse af hvilke slags løb der afvikles på de danske væddeløbsbaner.
Hvad er et travløb?
Travløb er en disciplin, hvor kusken sidder på en såkaldt sulky, der er spændt efter en travhest. Hesten løber i den gangart, der kaldes trav, som er en symmetrisk gangart, i hvilken de diagonale lemmer føres frem samtidigt; bevægelsen er derfor totaktet. Galoperer hesten gentagne gange i et travløb, bliver den diskvalificeret.
I Danmark er trav en anerkendt sportsgren, som afvikles på otte af landets ni væddeløbsbaner.
Hvad er et galopløb?
Galopløb er en disciplin, hvor rytteren (ofte kaldet jockey) sidder på ryggen af den galopperende hest. Galop er en af hestens gangarter, og er den hurtigste af disse. Hesten har den ene sides for- og bagben foran den anden sides ben og løfter alle ben samtidig, hvorved hesten i et øjeblik er uden kontakt med underlaget
I Danmark er galop en anerkendt sportsgren, som afvikles på fire af landets ni væddeløbsbaner.
Hvad er et montéløb?
Montéløb er en disciplin, hvor rytteren/jockeyen sidder på ryggen af den travende hest. Hesten løber i den gangart, der kaldes trav, som er en symmetrisk gangart, i hvilken de diagonale lemmer føres frem samtidigt; bevægelsen er derfor totaktet. Galoperer hesten gentagne gange i et monteløb, bliver den diskvalificeret.
I Danmark er monte en anerkendt sportsgren, som afvikles på otte af landets ni væddeløbsbaner.
Læs mere på ponysport.dk, som du finder på dette link.
Fotos af
- Hesselborg Foto
- Flemming Andersen






