Det er en vaskeægte solstrålehistorie
Der var givetvis ikke mange travfolk der kendte Inge Pejstrup Sudergaard, og hendes familie indtil for få år tilbage. Her valgte man at investere i to følhopper, og resultaterne er kommet med det samme.
Gabi Kyvsgård og Hillary Kyvsgård imponerede begge i weekenden, hvor den ene sænkede sin rekord til 1.10,4, og den anden vandt en indledende afdeling af Preben Munchs Mindeløb.
“Jeg har ikke fået armene ned endnu, lyder det fra en glad Inge Pejstrup Sudergaard, da Travet.dk ringer den succesrige hesteejer og opdrætter op.
Vi er meget stolte og også meget glade for det arbejde, som man har lavet oppe hos Team Westergaard. En Hillary Kyvsgård har man ridetrænet hele vinteren med, og det arbejde som Freja (staldansat) har lagt i vores hest, har gjort Hillary Kyvsgård til en roligere hest.
Vi er altid lidt usikre på hende, da hun godt kan have temperamentet imod sig. Når hun ser startbilen, så vil hun afsted, men også her har Team Westergaard formået at forbedre hende. Hun starter næste gang i finalen, fortæller Inge Pejstrup Sudergaard.

Gabi Kyvsgård
Gaby Kyvsgård løb 1.10,4 på Bjerke i weekenden, og den tidsnotering er uden tvivl blevet bemærket rundt omking. Det rakte til en andenplads, og indsatsen skabte stor glæde hjemme i Danmark.
“Det var en fantastisk præstation, og hun slutter helt fantastisk af. Hun sidder sidst, eller næstsidst ind i sidste sving, og runder alligevel de fleste. Det var flot og mod rigtig gode heste.
Det var samtidig en rekordforbedring på 2,2 sekund for Gabi Kyvsgård.
Vi ejer fortsat begge heste selv, svarer Inge Pejstrup Sudergaard.”

Købte to følhopper
“Vi er altid kommet på travbanen, og det var vores indgangsvinkel til travsporten. Vi købte en løbshest sammen med min søns svigerfamilie, som ikke blev til noget.
Den stod hos Kaj Jensen, og en dag tilbød selvsamme Kaj Jensen, at vi kunne købe to følhopper. Det blev starten på vores karriere som opdrættere, og resultatet er Gabi Kyvsgård og Hillary Kyvsgård.
I det daglige arbejder vi med malkekvæg, uddyber Inge Pejstrup Sudergaard.
Ros til Bo Westergaard

Der er også ros til Bo Westergaard fra Inge Pejstrup Sudergaard.
“Han er en fantastisk kommunikator, og man føler sig altid velkommen. Det er lige fra Bo selv til hans personale, der gør at man føler sig værdsat.
Bo har altid lige to minutter, og det er noget vi sætter stor pris på.”
I familien Sudergaard, har man i dag to løbsheste og to følhopper.
Foto Burt Seeger og Flemming Andersen.







