En positiv oplevelse med travsporten
Karsten Lillebæk, hesteejer og engageret i travsporten, delte tidligere i år en oplevelse, der viser, hvordan sporten kan skabe glæde og tiltrække nye interesserede.
Det viser også, at dansk travsport bugner af personer med en passion for dansk travsport.
Et ægtepar, som primært kendte til heste gennem voltigering, skulle på ferie nær Skive. Gennem et fælles netværk blev Karsten Lillebæk spurgt, om det var muligt at besøge Tarok-museet.
Den bold fangede Karsten Lillebæk prompte. Han kontaktede Jørn Laursen, som oplyste, at museet nu er en del af Skive Trav. Denne information gav Karsten Lillebæk videre til familien.
Efter deres besøg modtog Lillebæk følgende besked:

*”Hej Karsten”*
Det var en fantastisk oplevelse på Skive Travbane. Vi mødte tilfældigvis banechefen, Carsten Terp, som gav os en grundig rundvisning. Han fortalte om alt fra staldforhold og kuske til Taroks boks og de mange minder, der knytter sig til den legendariske hest.
Efterfølgende besøgte vi Taroks gravsted og mindedes, hvilken fantastisk hest han var.
Tak til Carsten Terp og Skive Trav – det er sådan, man skaber nye kunder til sporten.
En bedre reklame kan travsporten næsten ikke få.

Travsportens potentiale
Denne oplevelse er et eksempel på, hvordan travsporten kan tiltrække nye mennesker og skabe en positiv interesse. Det seneste år har arrangementer som *Hest ved Hav* og indsatsen i Aalborg, ledet af Casper Jensen, vist, at sporten kan nå bredere ud med relativt enkle midler.
Det kræver ikke altid store investeringer eller komplekse koncepter.
Gode oplevelser og en imødekommende tilgang kan gøre en betydelig forskel.
Dette bør være en rettesnor for travsportens fremtidige indsats.







