Fra USA til Lunden
Det har været en begivenhedsrig uge for udenlandsdanskeren Victor Rosleff, som knap er kommet ud af flyveren fra USA til dagens løb på Charlottenlund Travbane.
Victor Rosleff har den seneste uge været i USA, og tidligere i år er det også blevet til et ophold i Frankrig. I dag gælder det Charlottenlund Travbane.
Her har Victor Rosleff en enkelt køretur i form af favorittippede Parameter, som er prøveløbsgodkendt på en 18-notering. Den daglige træning står Ola Karlsson for.
Den svenske Jægersro-træner har de senere år haft stor tiltro til Victor Rosleff.
Parameter er en 3-årig hingst efter Uncle Lasse og den svenske hoppe Common Shaft.

Er over millionen
I morgen tager Victor Rosleff til Färjested, trods hans egen hjemmebanen har løb. I morgen gælder det en enkelt køretur.
I år har Victor Rosleff kørt over en million svenske kroner ind på nuværende tidspunkt. Det er helt nøjagtigt blevet til 1.061.000 skr.
Victor Rosleff står aktuelt noteret for 10 sejre.
Travet.dk har i dag været i kontakt med Victor Rosleff, som har givet os lov til at låne billedmateriale fra USA-turen.









