Jan Kramer repræsenterer Falster i dagens hovedløb
Jan Kramer har været dygtig gennem årene, hvor han har haft flere fine væddeløbere i sin varetægt. I dag starter Falster-amatøren i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix 2022 med Ginetta.
En anden fin hest fra Jan Kramers hænder, er den tidligere Hoppe Derby-vinder Sunbeam, som i dag er følhoppe hos Falster-amatøren. Her er første afkom omtalte Ginetta efter Wishing Stone).
Sunbeam nåede selv 11 sejre i 50 starter i karrieren, hvor den indløb 1.000.199 kroner i præmier. Sunbeams største sejr var Dansk Hoppe Derby 2013, hvor den nu tidligere Lunden-træner Nicolaj Andersen sad i sulkyen.
Der var dog ikke kun Sunbeam, der sejrede i løbet om det blå bånd for hopperne. Det gjorde Sunbeams mor Lexus også. Såfremt Ginetta skulle vinde Dansk Hoppe Derby i 2022 vil det være noget af en bedrift med tre vindere fra samme moderlinie.
Indledte på bedste vis
Fire sejre i fire starter, og fortsat ubesejret – Sådan indledte Ginette karrieren. I dag står den tiltalende hoppe noteret for fire sejre i 10 starter og indtjeningen siger aktuelt 51.350 kr.
I seneste start hentede Ginetta en tredjeplads og kvalificerede sig på denne måde sig til dagens finale. I dag får Ginetta Rene Kjær i sulkyen. Rene Kjær er netop nu den næstmest sejrende kusk i Danmark.
Ginetta er ejet, trænet og opdrættet af Jan Kramer. Jan Kramer og Ginetta er den eneste repræsentant fra Nykøbing Falster i dagens hovedløb.
Ginetta starter i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix 2022 fra startspor ni.
–






