Jeppe Rask med i de tre hovedløb
Skive-træner Jeppe Rask star overfor en travl, men også en interessant løbsdag på hjemmebanen. Jeppe Rask er i dag repræsenteret i Pay Dirt, Frosty Hanover og Lord Valentine mindeløb.
Det er en bedrift i sig selv at være repræsenteret i de tre hovedløb, denne søndag. Der venter i dag syv køreture på hjemmebanens største løb for året. Stalden bringer selv tre egentrænede heste til start.
I det daglige tæller trænervirksomheden 28 heste.
Jeppe Rask fik i 2016 trænerlicens, og efter de to første år, hvor han lige skulle finde fodfæste, så kom gennembruddet for alvor i 2018 med 25 sejre og en indtjening på godt 650.000 kr. Den indtjening blev fordoblet det efterfølgende år, og i dag har Jeppe Rask slået sit navn fast med syvtommersøm.
En ihærdig ung træner, der knokler for at få tingene til at lykkes, og lykkes gør det for Jeppe Rask. Skive-træneren står i år noteret for 10 sejre i år, og det er ikke utænkeligt, at disse cifre forbedres i dag.
Eget trænerkoncept
Jeppe Rask bestod trænerkurset i 2013, og inden springet som A-licens træner arbejdede han for store trænere som Bo Westergaard, Peter Jensen og Flemming Jensen. Det hele startede dog hos en af de nuværende trænerkollegaer i Skive.
Jeppe Rask startede som 15-årig hos Knud Mønster, og han har dermed fået masser af input og erfaring til at sammensætte eget træningskoncept. Et koncept, han som A-licens træner høster frugterne af i dag.
I dag gælder det hjemmebanen og de tre hovedløb, hvor man starter
- Lord Valentines Mindeløb 2022 – Freddy Boy
- Frosty Hanovers Mindeløb 2022 – Gautut Gardenia
- Pay Dirts Mindeløb 2022 – Harboe
Hesselborg Foto.







