Kære bestyrelsesformand – Der skal leveres i henhold til banekontrakterne
Villabyerne.dk bringer i dag en længere artikel med Henrik Johannessen, som i det daglige er bestyrelsesformand på Charlottenlund Travbane. Dagens artikel er interessant med flere briller på.
I artiklen bruger man tid på tidligere bestyrelser, mens man i pressemeddelelsen senest bad om ro og tid til at få et overblik. Det kan derfor undre, at man i første store artikel, efter formandsskiftet behøver at sparke bagud, da det vel ikke giver ro på bagsmækken.
I artiklen citeres Henrik Johannsen for at sige:
“Vi har et historisk anlæg, der er Nordens ældste. Det skal indgyde den stolthed og ekstravagance, som man ikke ville få med en kønsløs bane på et stykke græs i Høje Taastrup. Som Danmarks nationalarena skal vi have forskellige kvaliteter, men det, der giver sporten værdi, handler også om nostalgi, stolthed og en unik oplevelse,” siger Henrik Johannsen, nu hvor vi har bevæget os op på den gamle trætribune, hvor det emmer af cigarrygning, spil og høje hatte.
Ideen om at bruge Charlottenlund Travbane til andet end travløb, har været i pipelinen i mange år og er også forsøgt igangsat over flere gange. Det nævner Henrik Johannsen ligeledes i artiklen, som kan læses her – Klik her.
Der skal leveres ifølge DTC
Bestyrelsesformandens udmelding om at skabe en sund økonomi falder i tråd med DTC og de banekontrakter, som man har præsenteret overfor banerne.
Egon Jensen, der er bestyrelsesformand i DTC nævnte i hans formandsberetning banekontrakter. I formandens beretning lød det således:
– På et orienteringsmøde i oktober afholdt af DTC om den nye struktur viste det sig hurtigt, at indgåelse af nye banekontrakter var mere kompliceret end først antaget. Dette skyldes ikke mindst banernes forskelligheder og vilkår i deres lokalmiljø.
For at vi kunne underskrive aftalen med Svensk Travsport, blev banekontrakten delt op i to dele. Del et beskriver de forhold, som vi forpligter os til jævnfør aftalen med Sverige, og denne er underskrevet af samtlige baner. Del to, som beskriver de interne danske forhold med aftaler og forpligtelser baner og DH imellem, er stadig udestående.
Det er vigtigt, at banerne kan opretholde det lokale engagement i et tilhørsforhold til det lokalsamfund, som banen eksisterer i, men det er nødt til at ske i respekt for den helhed og fællesskab, som travsporten befinder sig i. Vi skal indrette os i sporten, så vi total set får mest muligt ud af de samlede ressourcer, som sporten har til rådighed. Vi må som bane indstille os på, at der bliver stillet krav om den måde, vi skal indrette vores drift på. Vi skal sammen sikre, at vi også fremadrettet kan have en god geografisk spredning af vores travbaner. –
Det er derfor ikke et spørgsmål om at ville, men et spørgsmål at skulle levere for de danske væddeløbsbaner fremadrettet. Ambitioner om at ville, er nu skiftet ud i henhold til banekontrakterne, hvor der skal leveres på en række områder.
Manden der skal finde løsningerne på Charlottenlund Travbane, er bla. Banens daglige leder Klaus Koch. En mand, med mange års erfaring, som nu skal levere. Klaus har foruden sin ansættelse, også tid til at skrive for diverse travmedier. Det er tidligere blevet til klummer i Sulkysport, og i dag skriver man også for det danske travmedie Travservice. Hans opgave er klart defineret af den nye bestyrelse på Charlottenlund Travbane.
Det skal blive interessant at følge udviklingen på Charlottenlund Travbane den kommende tid, og ikke mindst om man formår at skabe den ønskede nytænkning. I artiklen fra Villabyerne har bestyrelsesformanden ambitioner om at tiltrække folk på banerne, samt opbygge en sund og bæredygtig forretning for Charlottenlund Travbane.
De ambitioner skal blive interessante at følge, samt blive udført i konkrete handlinger.






