Læserbrev – Lars Hoffmann
Hvad er det egentlig som foregår på Lunden?
Nogen vil sikkert mene at jeg har haft min chance på Lunden og at jeg burde blande mig helt udenom. Det har jeg for så vidt også gjort i mange år.
Travet fyldte alt i mit liv i en periode og så har det fyldt ualmindeligt lidt i en periode efter. Jeg er dog fortsat hesteejer og jeg følger stadig de største løb, ligesom jeg indleverer en V75 bon de fleste uger. Jeg har fortsat også en del venner og bekendte fra Travets verden. Både i Danmark, Norge og Sverige. Så uden at være sovset ind i Lundens verden til daglig så har jeg dog et vist kendskab til den verden.
I forbindelse med dagens generalforsamling på Lunden/Det Danske Travselskab er der et par pointer som jeg synes folk bør kende til.
Når jeg på en hjemmeside, her til morgen kan læse at Formand Kaj Holm i sin beretning ”piver” over den manglende optagelse af sine 3 børn. Så kan formanden måske forklare følgende:
1). Jeg søgte efter lang tids fravær fra sporten optagelse i DTS. Svaret jeg fik var at det kunne jeg ikke få. Det er vel foreningens ret – men jeg undrer mig bare.
2). Jeg er Direktør for en dansk afdeling af et internationalt Software selskab. I den forbindelse skal vi udvide til større lokaler fra vores tidligere lokaler. Mens de nye bliver bygget, ønsket vi at leje os ind i ledige lokaler på Lunden. Vi skulle bruge 2 til 3 kontorer og adgang til mødelokaler i 3 måneder. Simple kontorpladser. Det vil svare til en indtægt på cirka 50,000 kr. for Lunden.
3). I samme moment som jeg spurgte til de ledige lokaler, blev jeg foreslået at ”købe” et løb til Copenhagen Cup. Det stillede vi os positive til. Så alt i alt en samlet pakke på 55.000 – 65.000 KR. Jeg blev lovet en tilbagemelding fra Formand Kaj Holm. Det viste sig imidlertid ikke at holde stik. Istedet formidlede bestyrelsesmedlem John Sørensen at formand Kaj Holm og næstformand Morten Thanning Vendelø ikke ønskede at jeg hverken skulle leje kontorer, købe sponsorat eller være medlem af foreningen.
Ovenstående skulle bunde i en eksklusion af selskabet efter min fratrædelse som ansat i selskabet. Jeg modtog ganske rigtigt et brev efter min fratrædelse hvor selskabet ønsket at jeg skulle tilbage betale et beløb i forbindelse med nogen ture jeg havde deltaget på i forbindelse med det daværende medlemskab af DBU Club 100.
Et medlemskab som øvrigt var besluttet af bestyrelsen, og altså ikke af administrationen. I samme brev blev jeg gjort opmærksom på min eksklusion. Efter en henvendelse fra Ledernes fagforening (Min Fagforening) blev sagen lukket uden yderligere henvendelse fra Lundens side og der blev aldrig foretaget nogen tilbagebetaling.
Vi overlever såmænd nok at vi ikke kan få kontor på Lunden i nogen måneder, vi overlever helt sikkert at vi ikke får lov at sponsere et løb på Copenhagen Cup Dagen.
Spørgsmålet er mere om Lunden overlever, hvis det er måden man har tænkt sig at behandle folk på, der vil ligge penge i sporten.
For at få en forklaring har jeg rettet telefonisk henvendelse til næstformand Morten Thanning Vendelø – men han har ikke vendt tilbage på min henvendelse.
I forhold til suspendering af medlemmers stemmeret. Så er min klare overbevisning af de to herrer får særdeles vanskeligt ved at få overbevist en dirigent om at den metode holder vand. Det er åbenlyst magtmisbrug og leder tankerne hen på lande og ledere som vi helst ikke normalt sammenligner os med.
Havde egentlig tænkt mig at skrive lidt om aftenens valg til bestyrelsen. Men sagen er bare den, at det desværre er ligemeget hvem der bliver valgt.
Lige meget fordi, at foreningens vedtægter og regler gør det fuldstændig umuligt at drive Lunden som den burde drives. Nemlig som en professionel forretning.
En professionel bestyrelse som ansætter en direktør, en direktør som sætter det hold som han eller hun tror på. Bestyrelsen lægger strategier og sætter mål, men holder sig væk fra den daglige drift. Altså det komplet modsatte af hvad som sker idag. Utopi for mange i travets verden.
Men en nødvendighed hvis Lunden skal overleve på sigt.
Dog kan man med god ret spørge sig selv hvor stor chancen ville være for at et bestyrelsesmedlem i Brøndbys bestyrelse også sad i bestyrelsen hos FCK? Nok ikke, så stor!
Man kan vælge at se alle de bestyrelsesmedlemmer og alle de direktører som har været igennem de sidste 20 år som en flok inkompetente idioter. Eller man kan spørge sig selv om de blev ”spist” af en forening for hvem tiden er løbet ud. Svaret ligger måske i at se om nogen af de folk som har været igennem, mon har fået eller har haft succes andre steder.
Held og lykke med generalforsamlingen og ikke mindst held og lykke med at få Lunden godt ud på den anden side, af de lange knives nat.






