Legenden hædres i Skive
I eftermiddag byder BioCirc Trav Arena Skive på de populære eftermiddagsløb på en fredag, og det sker med et fint og varieret program. Og så hyldes legenden over alle legender inden for dansk travsport.
Ét navn vil sikkert for altid lyse stærkere end alle andre, når snakken går på den danske travsport. Det handler naturligvis om Tarok, der fra midten af 70’erne og de efterfølgende år henrykkede alle både inden for, men bestemt også uden for sporten.
Taroks hjemby Skive hylder i eftermiddag den ikoniske traver i Taroks Fødselsdagsløb, der er placeret som 5. løb i et fint og varieret program bestående af i alt syv løb.
Der bydes som altid både på et V4- og et V5-spil, og det hele kan nydes både indendørs og udendørs. Skulle du have lyst til at få sulten stillet, bydes der på muligheder både i Cafeteriet og som buffet i…. ja, naturligvis hovedbygningens 1. sal og Restaurant Tarok.
Et baneprogram kan findes her.

Tarok debuterede den 30. juni 1974, 2 år og 5 måneder gammel, på det der dengang hed Nordvestjysk Væddeløbsbane. Det blev til sejr med det samme på 28,1a over 1660 meter til odds 66 for ti, og førstepræmien var på 1.000 kroner.
Det var ejersønnen Jørn Laursen, der sad bag Taroks i dens imponerende karriere med de utrolige triumfer både i Danmark og i udlandet. Karl Laursen bag Stald Kima var hovedmanden, der skabte Danmarks største og mest populære stjerne sammen med Jørn Laursen.
Travhesten Tarok, blev Danmarks mest populære hest nogensinde – en ener i dansk travsport som sloges med verdenseliten i verdens hårdeste travløb.
1976 satte parret Europarekord på banen i Charlottenlund. Ud over flere DM-sejre vandt parret Tarok/Laursen 1979 og l980 det nordiske mesterskab og kunne 20.juli 1980 fejre sejr nr. 100 på nationale- og internationale travbaner.
Da Tarok døde 9 år gl. den 30. januar 1981, havde han gennem 6 sæsoner indtjent knap tre millioner kroner. Tarok anses stadig som den bedste og mest populære hest nogensinde. Nåede 165 starter med 111 sejre, hvoraf de 105 sammen med Jørn Laursen.

Jørn Laursen i sulkyen
Jørn Laursen er en af fire brødre, som alle på den ene eller anden måde fik berøring med travsporten efter deres travinteresserede far.
I 1962 fik Jørn Laursen amatørlicens og samme år kunne han køre først over målstregen, som en vinder. Tre år senere blev han gift med sin nuværende kone Ingelise.
Udover at være amatørkusk, så var det et job som bilforhandler, der i første omgang gjorde at Jørn Laursen kunne generere en indtægt.
Det blev også til flere amatørchampionater for Laursen, der i 1974 kunne vinde landchampionatet for amatører for første gang.
Det var også i den tid, at Jørn Laursen kunne se at Tarok kom til verdenen. Det skete i 1972 på Hagenshøj i Skive.

Flere derbysejre og Taroks død
Året efter Taroks derbysejr kom endnu en derbysejr til Skive. Det skete, da Jørn Laursen sejrede med Vixi Bird.
I 1981 døde Tarok, men senere på året fik familien et plaster på såret, da Duvil kunne lade sig hylde som vinder af Dansk Trav Derby.
Det blev endnu en derbysejr for Stald Kima og Jørn Laursen. Den fjerde og sidste kom således i hus i 1989.
I 1989 vandt Skive-familien med Macon, hvor en feberramt Jørn Laursen sad i sulkyen i silende regn på Lunden.
Fotos af Burt Seeger.
Travet.dk





