Mange måder at være hesteejer på
Mange måder at være hesteejer på – og lige så mange fantastiske oplevelser
Anpartsforeningen Team Sorte Slyngel har gennem årene haft en række spændende heste i stalden. I går afholdt foreningen sin generalforsamling på Charlottenlund Travbane – et naturligt samlingspunkt for en gruppe mennesker, der i flere år har delt store oplevelser og skabt relationer, som stadig lever.
Jeg var selv med i foreningen i en periode, og det fik mig til at reflektere over de mange måder, man kan være hesteejer på. Man kan stå alene med ansvaret – eller dele det med andre. Begge dele har sin helt egen charme og sine helt egne glæder.
Jeg har prøvet lidt af hvert: at eje hest selv, at være med i små anpartsprojekter og i store fællesskaber. For mange kan det dog være en jungle at finde den rette vej ind i hesteejerskabet.
Travsporten som familiens frirum
I min egen familie har heste fyldt meget gennem årene. Min søster var ofte i staldene hos forskellige trænere på løbsdage, vores venner havde heste, og mine forældre har også haft heste. Siden tiden på Amager Travbane har min familie været faste gæster på de danske baner.
Travsporten har altid været et frirum for mig – et sted hvor tempoet er et andet end i en hverdag, der ellers kører 100 kilometer i timen.
Også familiens nære venner har haft stærke bånd til sporten. Blandt andet var René Kjær fast kusk på Classy Lassie, som i flere år var ejet af vognmand Ib A. Nielsen fra starten af 90erne.
Frankrig blev indgangen til Anders F. Jensen
I 2011 tog min bedre halvdel og jeg med KTAS på den årlige Frankrigstur – sammen med 1200 andre anpartshavere. Turen samlede naturligt mange travfolk, heriblandt flere trænere. Jeg endte ved siden af travtræner Anders F. Jensen, og det blev starten på et samarbejde og et venskab.
Jeg blev senere anpartshaver i V75-vinderen Obelix, hvor jeg også en periode var formand. En fantastisk hest med enorm kapacitet, der vandt på flere storløbsdage og endda deltog i EM for 5-årige.

Snip – fra tanke til handling
Efter Obelix-projektet overvejede jeg igen at eje en hest selv. Men planerne ændrede sig, da jeg under et privatbesøg hos Anders F. Jensen faldt pladask for en lille, tætbygget hingst ved navn Snip (Nuage De Lait).
Jeg måtte være en del af den hest. Anders sonderede sit netværk, og snart var der interesse nok til et anpartsprojekt. En forårsdag samledes 16 mennesker på Charlottenlund Travbane, og Team Sorte Slyngel blev stiftet – med Snip som omdrejningspunkt.
Snip havde ikke samme kapacitet som sin storebror Obelix, men han leverede alligevel store øjeblikke. Han vandt blandt andet på derbydagen og sikrede foreningen en derbyvase. I alt løb han 214.015 kr. ind, satte rekord 12 og vandt 10 løb.
En kort tid i Snap – og et venskab for livet
Jeg var også kortvarigt med i projektet omkring løbshesten Snap. Her mødte jeg blandt andre den nu afdøde Jesper Nielsen – et venskab, der kom til at betyde meget og varede frem til hans alt for tidlige bortgang.
Selvom jeg ikke var længe i projektet, skabte det relationer, som stadig består. Det er netop noget af det, anpartsprojekter kan: give oplevelser, fællesskab og forbindelser, der rækker langt ud over banen.

Et besøg i Skive – og et norsk køb
Lysten til at eje en hest selv voksede igen, og jeg ledte intenst efter den rette. Den fandt jeg hos Mads P. Dyhrberg udenfor Skive, hvor jeg fik mulighed for at købe halvdelen af den norskfødte Wicked. Det betød også at Mads P. Dyhrberg i en årrække kørte med Travet.dk på sin hjelm.
Wicked vandt sin debut i Skive med Christian Lindhardt i sulkyen, og i vindercirklen overrakte Jørn Laursen ærespræmien – en stor oplevelse for mig, da han altid har stået som et ikon for ordentlighed i dansk travsport.
Efter nogle starter måtte vi dog sælge Wicked videre, da den var for voldsom i det daglige. Den gik til Morten Juul, vandt sin første start dér og fortsatte senere karrieren i Norge med blandet succes.

Hesteejerskab giver oplevelser for livet
At være hesteejer er noget helt særligt – uanset om man står alene, deler hesten med en håndfuld eller er del af en stor anpartsforening. Oplevelserne er ubeskrivelige.
For mig har det ført til rejser i hele Europa og en stigende lyst til at opleve travsport i andre lande. Det har bragt mig til Tyskland, Spanien, Malta, Frankrig, Sverige, Norge – og til alle danske baner de seneste 15 år.
Det har givet venskaber og relationer som jeg forventer varer resten af livet.
Hesteejerskab kan varmt anbefales. Mulighederne er mange – og oplevelserne følger med.
Tag fat i din lokale travbane eller søg en dansk træningsstald, hvis du har interesse i at blive hesteejer.








