Oliver og Adam leverer tips til søndag
Oliver og Adam leverer tips til søndag
To af sportens unge og velkendte navne har sagt ja til at hjælpe Travet.dk på søndag, hvor Copenhagen Cup-dagen står for døren. Dermed får vi et slagkraftigt hold omkring løbsdagen, hvor planen allerede er lagt for en dag med både billeder, opdateringer og egne tips.
Travet.dk stiller med tre mand på dagen, som skal stå for billeder og løbsopdateringer fra banen. Samtidig er der nu lavet en aftale med Adam Køhler og Oliver Kristoffersen, som igen sætter sig foran kameraet for at dele deres vurderinger af løbene.

De to dygtige amatørkuske har et godt blik for både de danske og europæiske heste, og derfor har det været oplagt at spørge dem, om de ville bidrage med deres besyv til søndagens program. Med deres indsigt og erfaring får Travet.dk nu endnu et stærkt element i dækningen af en af årets store dage.
Hos Travet.dk er ambitionen fortsat at styrke indsatsen på spilområdet. Travet.dk har siden januar arbejdet målrettet på selv at producere spiltips til samtlige danske løbsdage og samtidig til udvalgte udenlandske løbsdage, hvor der er dansk deltagelse. Det er en linje, vi ønsker at fastholde og udvikle.
Travet.dk er samtidig det eneste danske travmedie, som er valgt fra af BET25, og derfor modtager vi ikke spilmateriale fra den kant. Det har betydet, at man siden januar har skullet stå på egne ben og selv levere det materiale.
Det er en prioritering, der kræver både tid og penge, men som man alligevel vælger at skrue op for i forbindelse med søndagens store dag. Målet er at bruge ressourcerne dér, hvor de giver mest værdi, og på søndag bliver der derfor sat ekstra ind på flere fronter.

Det betyder, at Travet.dk både er repræsenteret på banen, bag computeren derhjemme og med egen fotograf på plads. På den måde skal man ikke være afhængig af andre, når løbene skal dækkes.
Det er naturligvis en betydelig udgift for et travmedie at have så stort et setup, men ønsket er at gøre en ekstra indsats. Man vil undgå en halv løbsdag uden billeder og samtidig spare noget af den spildtid, som ellers kan følge med, når meget skal koordineres undervejs.
Oliver Kristoffersen sætter selv ord på samarbejdet:
“Du gør meget for os unge mennesker, så det vil Adam og jeg gerne bidrage med. Vi skal til Nykøbing Falster i morgen, hvor der afvikles DM, og der har vi en mulighed for at sammensætte en video.
Jeg skal selv køre på søndag, hvor jeg skal køre Svend Dyhrberg-trænede Goddess Nike. Det er altid en oplevelse at komme ud og køre på sådan en dag.”
Søndag bliver dermed en dag, hvor Travet.dk både vil være tæt på løbene. tæt på spillet og vi sidder klar foran computeren.
Travtoto Bornholm.
Burt Seeger.












