Optakt til Lunden
Det er Charlottenlund Travbane, der står for fredagens løb i Danmark, og det gør man med et ni løb stort program.
Løbsdagen kan gå hen og blive en af de helt store for Nicolaj Haagensen og hans familie, der har meget på spil i eftermiddag.
Giantstone, der er formidlet igennem Travet.dk, har mulighed for at blive årets sejrshest på banen, hvis den vinder i dag.
Nicolaj Haagensen, der kører hesten, er blot en enkelt sejr bag Steffen Christiansen, og er med i kampen om amatørchampionatet.
Endelig er Nicolaj Haagensens mor Josephine Olsson førende som årets oppasser på Lunden, da hendes heste har vundet 12 sejre.

Business as usual
Er der kamp om amatørchampionatet, er der til gengæld ikke kamp om trænerchampionat på Charlottenlund Travbane.
Det bliver igen i år Steen Juul, der kan pryde sig med titlen, og inden løbsdagen er han førende med 36 sejre mod René Kjærs 25.
Hos jockeyerne er Christian Nissen i spidsen, og det er han med fire sejre, mens Victor Rosleff og Magnus M. Nielsen har to sejre.
Der rides ikke montéløb i dag, og dermed er montéchampionatet allerede afgjort. Det blev Maria S. Andersen, som blev champion.

Spændende svensk gæst
Der er flere spændende gæster til start på Lunden i eftermiddag. En af dem er Stefan Persson, der ikke kører så ofte i Danmark.
Den svenske træner og kusk skal køre tre gange i dag, og han medbringer selv Con Crowe, der har vundet 11 ud af 20 starter.
Desuden skal han køres køre Håkan K. Persson-trænede Nigel Fortuna og Linda Persson-trænede Lion Mearas i eftermiddag.
Det er ikke sidste gang i år, at danskerne får lov til at opleve Stefan Persson, idet han også er til start i Aalborg på søndag.
Fotos af
Burt Seeger






