Preben Munch Kjærgaard – Forhåbninger om årgangsløb
Preben Munch Kjærgaard og John Kirketerp investerede i 2019 i hingsten Gateway Damgård, der blev formidlet ved Selected Sales auktionen på Nykøbing Falster.
Masiol Aps og Stald Sotto betalte således 110.000 kroner for den velafstammede traver, der er efter Creatine og Væsterbo Offwhite. Hoppen Væsterbo Offwhite er ligeledes mor til den tidligere Lunden hest Apollo Damgård med rekord 11 samt talentfulde Elvira Damgård med rekord 13.
Gateway Damgård sæsondebuterer i dag på Racing Arena Aalborg, og Travet.dk har fået følgende kommentar fra medejer Preben Munch Kjærgaard:
“Gateway Damgård starter i dag i Ålborg, han har trænet på over vinteren og har udviklet sig fint. Træneren kører et pænt løb, for at give den noget mere rutine, da han jo kun har startet få gange og vi har bestemt forhåbning om, at han rækker til i årgangs sammenhæng.”
Til Bo Westergaard i oktober
I oktober måned modtog Bo Westergaard Gateway Damgård i træning, og i dagens baneprogram er hesten vindertippet trods sæsondebut samt startnummer 10.
Både Preben Munch Kjærgaard og John Kirketerp er dygtige erhvervsfolk, og begge gør i disse år en aktiv indsats for dansk travsport. De to herre er således begge bestyrelsesmedlemmer i Dansk Hestevæddeløb.
Helt fra barnsben havde Preben Munch Kjærgaard sin gang på Jydsk Væddeløbsbane. Sidenhen har han været ude af sporten i en årrække mens han helligede sig sin virksomhed Id Hair Company A/S, der sælger frisørartikler.
John Kirketerp er en mand med stor succes fra erhvervslivet, og i 2007 stiftede han så Stald Sotto. I dag er John Kirketerp en af landets største hesteejere og de senere år, har han investeret stort i travsporten.
Det er således to mænd mand med mange bolde i luften.





