Redaktør: Jeg håber, man griber bolden
Redaktør: Jeg håber, man griber bolden
Jeg vil indlede mit indspark med at præcisere, at dette ikke er et spark bagud, men en opfordring – og et håb. Et håb om, at dansk travsport formår at udnytte den enorme eksponering, sporten får i disse uger.
De seneste uger har travsporten fået massiv omtale gennem dokumentarserien Alt på spil, som på fornem vis viser sporten frem på Bornholm og alt det liv, engagement og fællesskab, der følger med. Serien går tæt på familierne bag – en fortælleform, vi sjældent har set i travsporten.
I dag fulgte endnu et stærkt øjeblik, da Nicklas Korfitsen og Jeppe Juel leverede en flot indsats i Go’ Morgen Danmark. Her fortalte de om sporten, om dyrevelfærd, om kærligheden til hestene og om de mange tanker, der ligger bag at drive elitesport med dyr. Det var troværdigt, sympatisk og vigtigt.
Og eksponeringen stopper ikke her. Mandag den 23. marts kl. 19.50 får dokumentarserien Kæft, trit og trav premiere på Salto, tv2nord.dk og TV 2 Play. Dermed fortsætter den mest markante mediedækning af dansk travsport i nyere tid.
Med alt dette følger et håb. Et håb om, at sporten selv følger op på denne massive eksponering – og ikke lader momentum glide ud mellem fingrene.
For alt for længe har vi i travsporten hørt sætningen: “Der er ingen interesse for en nichesport som travsporten på de landsdækkende medier.” Det kort er blevet spillet igen og igen, siden jeg i 2014 begyndte at arbejde med travmedier. Men de seneste ugers dækning viser noget helt andet: Der er interesse. Der er seere. Der er et publikum.

TV Bornholm, TV 2 og nu TV 2 Nord har bevist, at travsporten kan løftes frem i bedste sendetid. Samtidig har vi set andre nichesportsgrene – som dressur og springning – få plads på kanaler som Eurosport. I travsporten har vi ofte stået misundeligt på sidelinjen, mens vores egne løbsdage er blevet vist på BET25 og Pluto. Det har været fint, men kan vi ikke gøre det lidt bedre?
Derfor er tiden nu. Travsporten skal ride videre på denne bølge. Vi skal fodre medierne kontinuerligt. Vi skal være opsøgende. Vi skal selv formidle de positive historier, der findes i sporten – og vi skal turde stå frem med dem. Det kræver, at vi kommer længere frem i skoene og ikke venter på, at nogen andre gør arbejdet for os.
Hvis den øvrige hestesport kan tiltrække landsdækkende mediers interesse, så kan travsporten fanden fiseme også. Og ja, det er måske ikke journalistisk korrekt at bande – men kom nu lidt for søren.
Bolden ligger lige foran os og jeg synes vi skal gribe den!
Af Ulrik Pedersen
Redaktør på Travet.dk.














