Trænerfruen med opdræt til start i aften
I det daglige er hun en uvurderlig hjælp i stalden hos Flemming Jensen. Hun er samtidig mor, hustru, og samtidig opdrætter af flere fine heste.
I 2018 havde Tina Raal Jensen sit afkom Love Affair med på den svenske Kriterieauktion. Her købte Stall Timo Nurmos den nu 4-årige Love You-hoppe for 250.000 SEK.
Love Affair er efter den danske hoppe Roxy Hill, som selv var en evnerig hoppe.
Roxy Hill tog selv 15 sejre i 56 starter og indløb 543.755 kr.
Karrieren bød på ophold hos Per Damberg, Anders F. Jensen, Magnus Ladegaard og Flemming Jensen. Roxy Hill er opdrættet af Stutteri Sun Hill ApS, og indledningen på tilværelsen var ikke nem.
Denne skribent var med i lastbilen, da Roxy Hill besøgte dyrlæge Jonas Tornell i det svenske, hvor beskeden lød på 10 til 12 måneders pause. Det var, inden karrieren endnu var påbegyndt, men sikke en karriere hoppen sidenhen fik sig.
En lille sidebemærkning til den tur er, at på vej til Jonas Tornell måtte Camilla Juul fra Team Juul agere redningskvinde, da lastbilen ikke ville køre længere. Camilla Juul var den direkte årsag til, at turen kunne gennemføres den dag.
En sidebemærkning
Mor til Roxy Hill var hoppen Funny Hill, som i avlen er mor til DM-vinderen Montgomery Hill, Alpha Peak, og ej at forglemme Speed Hill samt Daisy Hill.
En interessant bemærkning er der om Speed Hill, som imponerede stort i et fremvisningsløb på Charlottenlund Travbane, hvorefter den ene potentielle kunde efter den anden mødte frem i stalden hos Anders F. Jensen efterfølgende.
Speed Hill gik kort efter til Petri Puro, og man kan forstå, hvis Anders F. Jensen ærgrede sig over at have kørt så stærkt i fremvisningsløbet. Sådan er gamet for de mindre trænere.
Speed Hill vandt 10 sejre i 46 starter og nåede en karriereindtjening på 600.597 SEK.
Love Affair har startet 12 gange i karrieren, hvilket har resulteret i fire sejre og 244.500 SEK.
I aften kan Love Affair opleves kl. 21.15 på Solvalla.
Opleves kan også Sune Hansen-ejet Balder, som går til start kl. 20:56.
–





