Tre nye heste til Morten Juul
Travtræner Morten Juul har modtaget tre nye heste i træning, og alle disse kommer fra trænerkollegaen Rene Jonassen.
Skive-træneren har sagt velkommen til:
- Juventus (S J´s Photo)
- Hekla (S J´s Caviar)
- La Bellissima Boko (Raja Mirchi)
De tre heste er alle ejet af Stald Rita, og trænerskiftet er bekræftet af Morten Juul.
Morten Juul har med de tre tilgange 31 heste på træningslisten.
Positiv på sportens vegne
Skive-træner Morten udtrykte sig positiv til udmeldingen fra kulturministeriet for nylig. Her fortalte han til Travet.dk.
– Jeg har ikke læst så meget op det, men har fulgt med på jeres medie. Hvis det kan opretholde den professionelle sport herhjemme på konkurrencedygtige vilkår, så er vi nået langt.
Det er et imponerende arbejde John Kirketerp, Claus Kolin, og Bertel Maigaard har leveret for sporten. Det er jo ikke folk, der får en millionhyre for at sidde i bestyrelsen i Dansk Hestevæddeløb.
Jeg kan forstå forløbet har været af længerevarende varighed og når man står med slutfacit i hånden, så kan hestesporten i Danmark være mere end tilfreds med slutproduktet.
Der skal dog nok være nogen derude, som har set sig, sure på den ene eller anden, som kan finde et hul elle fire i osten, og det er travsporten i en nøddeskal. –

Opråb
Morten Juul har et klart budskab til de internetkrigere, som kontinuerligt er med til at skabe en dårlig og negativ stemning i dansk travsport.
– Det har været tåkrummende at læse de sociale medier i en årrække, og det har været helt legitimt at skyde til højre og venstre uden at have en smule indblik i tingene. Der må sidde nogen derude nu, der har en rigtig dårlig smag i munden.
Nu håber jeg alle disse negative indspark om sporten, kan vendes til noget positivt eller i det mindste noget konstruktivt. Det er fint at være kritisk, men det kræver man har indsigt i tingene, og det har nogen åbenlyst ikke haft på de sociale medier.
Der vil altid være folk der leder efter hullerne i osten, forklarer Morten Juul. –
Foto Ole Hindby og Burt Seeger.







