TVMidtvest kiggede forbi – Potentielt 500.000 læsere
Dansk travsport har en potentiel mulighed for at nå ud til mere end 500.000 danskere i aften. Kl. 19.30 sender TV Midtvest et indslag fra deres besøg hos familien Friis.
TV Midtvest er en regional-tv-station under TV 2 med hovedsæde i Holstebro og sender regionale nyheder og aktualitetsprogrammer. Tv-stationens dækningsområde er de gamle Ringkjøbing og Viborg amter, hvis befolkning udgør 521.000 indbyggere.
Det er dermed et pænt udstillingsvindue som TV Midtvest i aften giver travsporten. I går kunne travtræner Jan Friis på de sociale medier fortælle:
Sjov eftermiddag for de unge mennesker Oliver og Freja. Tv Midtvest havde læst historien på Travet.dk om købet af Highstone og ville gerne lave et lille indslag omkring det.
Det skulle gerne blive sendt kl.19.30 onsdag.

Historien kort
Freja Friis har været oppasser på Skivehesten Highstone, som hun har brugt uanede mængder tid på. Highstone blev i denne uge udbudt på auktion, og her slog Freja og Oliver Friis til.
“Freja fik sidste bud på Highstone i går. Det er hende og hendes storebror Oliver der har brugt nogle af deres konfirmationspenge på Highstone, fortæller en stolt Jan Friis.
Oliver er ikke hesteinteresseret, men jeg tror han fik ondt af hans søster da hendes penge ikke helt var nok i aftes. Det varmer en fars hjerte at se den ageren fra en ung mand.
Han er i kokkelære, så han tjener jo sine egne penge. Nu vil de til at træne Highstone samme. Det er Freja ikke helt tilfreds med, men Oliver har en kort karriere som ponykusk med tre sejre for otte år siden. Det mener han sagtens han kan, lyder det efterfulgt af en grin gennem telefonen.”

Vi prøver hver dag at kigge på muligheder
De positive historier betyder noget, og en sådan er historien om Freja og Oliver. En historie, der passer perfekt ind i den røde tråd, som Travet.dk er bygget op omkring.
Der skal være plads til de store trænere, men der skal bestemt også være plads til to unge mennesker som køber deres første travhest sammen. Den historie er TV Midtvest også faldet for, og det forstår vi til fulde.
Travet.dk blev sat i søen, da vi savnede et travmedie som ikke kun dækkede eliten. Et travmedie som dækkede bredt, og som også gav plads til de små hverdagshistorier.
Den professionelle del af sporten bliver dækket tæt, men en historie som Freja, og Oliver har man ikke fundet plads til andre steder. Det er det vi gerne vil på Travet.dk – Give plads til store som små og se bare på artikelmaterialet – I disse dage handler dansk travsport meget om Get A Wish og Bo Westergaard i USA. Her på Travet.dk tog vi en anden vinkel og fokuserede på hestens oppasser Line Holmsgaard, og netop det er en af de mest tydelige forskelle på de danske travmedier herhjemme.
Privatfotos.






