Tycoon Conway Hall er en hædershest – I dag gælder det Bjerke
Tycoon Conway Hall har imponeret stort i denne sæson, hvor den 12-årige hingst har indløbet 536.675 kr. Det er blevet til tre sejre for den danske hædershest.
Tycoon Conway Hall har leveret på topniveau i denne sæson, og er ligeledes i gang med en lang præmiemæssig stime, som netop nu tæller 22 præmiegivende placeringer i de seneste 23 starter. Det er imponerende med tanke på, at Tycoon Conway Hall dyster med 4.509.092 kr. på præmiekontoen.
Conway Hall-sønnen indledte karrieren som 2-åring hos Steen Juul og har trods skader undervejs været i stand til at komme tilbage og konkurrere på topplan – i de seneste år hos Flemming Jensen.
I aften gælder det Bjerke, hvor Tom Erik Solberg sætter sig i sulkyen i et løb over favoritdistancen 1609 m. Auto. Tycoon Conway Hall står på papiret med en fornuftig top tre muligheb
Flot karriere
Det er 11. sæson, som Tycoon Conway Hall er i gang med, efter at den indledte karriere hos Steen Juul tilbage i oktober måned 2012. Hesten var også med i derbyet efter at have vundet sin derbyprøve, men den endte uden for præmierækken i det klassiske løb.
Som unghest vandt Tycoon Conway Hall bl.a. Grand Circle 3 års Championat, og Jydsk 4-årings Grand Prix og som ældre begik han sig i hårdeste internationale konkurrence.
2016 var det helt store år for Tycoon Conway Hall, hvor han bl.a. gav Propulsion kamp til stregen i Finlandia Open og bød Nuncio op til dans i Årjängs Stora Pris.
Det blev bl.a. til sejr i en indledende afdeling i Sweden Cup, og det år – 2016 – tjente Tycoon Conway Hall 982.498 kroner og satte sin rekord 1.09.4.
Efter 8-årssæsonen skiftede Tycoon Conway Hall træningskvarter til Flemming Jensen, hvor den gjorde comeback i 2020. Hos Aalborg-træneren har hesten genfundet topniveauet efter diverse alvorlige skader.
I karrierens 87 starter er det blevet til 33 sejre, 18 andenplads, syv tredjepladser samt flere mindre placeringer.
Flemming Jensen har ikke andre heste start i den norske hovedstad tirsdag aften, hvor løbet er sat til kl. 21.05.
Hesselborg Foto



