Succeshistorie – Solgt her
En af de første herhjemme til at benytte sig af salgsmenuen hed Per Damberg. Per Damberg udbød for år tilbage Damse P D, og her slog Harald Dyhrberg til.
Harald Dyhrberg tog bilen og kørte til Sjælland, hvor Damse P D blev handlet. Et stort træningsarbejde blev efterfølgende lavet og i dag står Damse P D noteret for 12 sejre i blot 39 starter.
I går sejrede Damse P D i Skive for selvsamme Harald Dyhrberg i ny rekord. Det er samlet blevet til 131.900 kr. i karrieren for Damse P, der hele karrieren har været amatørtrænet samt amatørkørt.
Skive-amatøren Harald Dyhrberg har haft travheste siden han var midt i tyverne. Modsat sin storebror Svend Dyhrberg, der er gået all in på travet som professionel travtræner tilknyttet Halmstad-banen i Sverige, har Harald Dyhrberg holdt travet på hobbyplan siden.
Harald Dyhrberg har i det daglige hestene på hans fars gård lidt udenfor Skive. Her hjælper kæresten Majbrit til med staldens heste.
Der skal være tid til at gøre tingene ordentligt, er et af flere mottoer hos Harald Dyhrberg, som trods amatørlicens bruger størstedelen af sin fritid på travsporten.
I den lille landsby Breum ligger faderens gård, hvor man også har mulighed for at træne. Når der skal køres hurtigt, tager familien hestetraileren og kører til Skive-trav, hvor staldens heste får en udblæsning.
Hvis man kigger på karriereforløbet hos Harald Dyhrberg, så er dette også atypisk fra mange. Der blev holdt pause fra sporten i årene 2009 til 2015, men evnerne i sulkyen, har han aldrig manglet Harald Dyhrberg.
Hos Harald Dyhrberg er der ingen slinger i valsen, og der bliver ikke hoppet over, hvor gærdet er lavest. En egenskab, der ligger dybt i alle Dyhrberg brødrene. Holdningen ”Hvis man ikke yder, kan man ikke nyde”, ligger dybt i familien Dyhrbergs DNA.
Foto Flemming Andersen.





