Uglebjerg med flot sæson og til Mantorp i dag
1979-fødte Lillian Uglebjerg kan se tilbage på en flot sæson, hvor hun har slået alle rekorder fra tidligere år, og der kan komme mere på den konto i eftermiddag.
Det er noget af en tur, som JVB-træneren er på, når turen går til Mantorp, og det gør den med fire heste med i transporteren til den svenske bane.
De fire heste er Got Swagger, Caravaggio Jet, Victoria L L og Mustang Hackstable. Med på turen er også søsteren Anette Uglebjerg, der skal ride Got Swagger.
Foruden de fire heste har Lillian Uglebjerg yderligere to løbsdage tilbage i år i Danmark, hvor stalden har heste til start.
De fire heste fordeler sig med to i Skive på torsdag, og det er Funky Style og Jackie O H S, mens Rarely Access og Mockingbird Face starter på fredag.

En flot sæson
Det er inden dagens starter på Mantorp blevet til 36 trænersejre i 2023, og det er fem mere end 2022, som var den bedste sæson for Lillian Uglebjerg.
I indkørte præmier er barrieren også hævet i år. Sidste år blev det til 758.419 kr., mens denne sæson indtil videre har givet 819.175 kr.
De mange sejre har også været medvirkende til at stalden er gået fra en sejrsprocent i 2022 på 14 til en foreløbig sejrsprocent på 19 i år.
I det daglige står Lillian Uglebjerg for træningen af 39 heste, men det er sjældent at hun deltager i løb. Sidste år kørte hun for første gang i fire år.
Fotos
- Burt Seeger
- Martin Timm Holmstav






