USA Import debuterer i Danmark
I november måned 2022 købte Bo Westergaard to heste på Harrisburg-auktionen. Den kommende søndag kan amerikanske B A Superhero (Muscle Hill) opleves på dansk grund.
B A Superhero, der har vinderrekord 1.09.2 som vinder og aktuelt har tjent 207.317 dollars – kostede 220.000 dollars og blev købt til Stald Masiol ApS.
B A Superhero er efter Muscle Hill – Win Missy B.
Win Missy B var en af de allerbedste hopper i sin årgang. Hun satte rekord 1.09.6 og tjente 1.6 mio. dollars ved bl.a. sejre i Kentucky Futurity Filly, The Goldsmith Maid, andenpladser i bl.a. Hambletonian Oaks m.m.
Hun er helsøster i blod til den tidligere verdensrekordholder Winning Mister (Angus Hall), der vandt 39 sejre og tjent 1.1 mio. dollars.

Preben Munch Kjærgaard
“Den oprindelige plan var at starte på Åby, hvor Seven Nation Army også oprindeligt skulle have startet. Nu går Seven Nation Army til Norge og så er planerne lavet lidt om for B A Superhero, fortæller Preben Munch Kjærgaard.
Vi vil gerne vise vores heste frem i Danmark, men det er svært at finde løb til en hest som B A Superhero, der er 4 år gammel og står med 1.3 million kroner på præmiekontoen.
Vi glæder os til at se ham i løbssammenhæng, uddyber Preben Munch Kjærgaard tirsdag formiddag overfor Travet.dk.”
B A Superhero har startet 25 gange i karrieren, hvilket har resulteret i seks sejre.

Søn af kendt travtræner
Preben Munch var i mange år træner på Jysk Væddeløbsbane og vandt over 500 sejre og ligeledes far til Preben Munch Kjærgaard.
Preben Munch Christensen var født i 1928 i København, og på et tidspunkt blev Christensen-efternavnet udeladt, og i travsporten er han først og fremmest kendt under navnet Preben Munch.
Han startede sin karriere som professionel i sporten i 1943, hvor han blev ansat som jockeylærling hos træner Gerhard Petersen, den senere 3-dobbelte champion på de københavnske baner.
Allerede i sin jockeytid deltog Preben Munch i Derbyet. Det var i 1948 med hoppen Justitsrådinden, og de fik den sidste præmie i løbet. Den største sejr i Preben Munchs tid som jockey var nok sejren i Skandinavisk Jockeymatch i 1949 med hesten Haakon.
Ny tilværelse som træner i Århus
I 1952 gik Preben Munch Århus- og kort efter, trænervejen, idet han først begyndte på Jysk Væddeløbsbane hos Sv. V. Pedersen, der var banens førende træner på det tidspunkt. Sv. V. Pedersen vandt f.eks. 5 trænerchampionater i træk i årene fra 1949 til 1953.
Preben Munch blev jockeychampion i sit første år ved den jyske bane, men allerede året efter nedsatte han sig som selvstændig træner ved Jysk Væddeløbsbane. I 1954 havde Preben Munch en god 4-årig i form af Pastime Jr, og de startede i Derbyet, hvor de som sjette over mål fik den sidste pengepræmie.
De første storsejre som træner fik Preben Munch på sin hjemmebane, da han både i 1958 og 1959 vandt et Grand Prix-løb. Det skete med den samme hest, Arnheim. Først i 1958 i Jysk 3-års Grand Prix, og året efter Jysk 4-års Grand Prix, altså igen med Arnheim som sejrherre.
Samme Arnheim startede Preben Munch også med i Derbyet, men her kom de udenfor præmierækken. Allerede året efter blev det igen til en derbystart for Preben Munch, det var med den gode Bacon, men også her blev det til en placering udenfor præmierækken i 1960.

Gulla Hanover en superhoppe
I C-årgangen, årgang 1957 havde Preben Munch på et tidspunkt stor glæde af hesten Caj P, og i F-årgangen var det talentet Funny, der bl.a. sammen med Preben Munch fik en placering i 1964-derbyet.
Andre gode heste i Munch-stalden var heste som Crepello, La Paloma, Ohio og Avalon. I 1961 skete der noget særligt, der kom til at betyde meget for Preben Munchs trænerkarriere.
Her blev Gulla Hanover født, og hun blev måske den bedste af alle Preben Munchs topheste. Gulla Hanover nåede over 100.000 kr., og det var meget flot dengang i de glade tressere, især fordi det var en hoppe.
I det hele taget var der i de år stor grøde i Preben Munchs stald, og han havde nogle af sine bedste trænerår, også hvad angik sejre.
Både i 1963 og 1964 gav han Vagn Lønborg hård kamp om championatet i Århus. Preben Munch vandt henholdsvis 43 og 46 årssejre. Desuden vandt Preben Munch Derby Consolation i 1968 med Koldbypigen.
Vedrørende Gulla Hanover startede hun selvfølgelig i Derbyet, og hvor det endnu engang blev til en derbyplacering for Preben Munch.
En af Gulla Hanovers afkom var Ulla Hanover, som også gjorde det flot hos Preben Munch. Her blev det også til en derbystart, men hingstene var for gode, og de endte uplaceret.
I 1981 stoppede Preben Munch som træner, og flyttede tilbage til barndomsbyen København.
Han boede i boligerne ved staldene ved Charlottenlund Travbane. Her fortsatte han med at følge travsporten og havde sin egen loge i den lukkede tribune, ligesom han var fast gæst til møderne i Dansk Trav Klub.




