Tilbageblik – Koster vandt med Garant sin 12.derbysejr i 1945
Vi tager endnu et tilbageblik – Koster vandt med Garant sin 12.derbysejr i 1945.
Af Kenn Erik Bech til Travet.dk.
Der var over 20.000 mennesker på Charlottenlund-banen, lyder det i referaterne fra Dansk Traver Derby 1945.
Dansk Trav Derby 2024 nærmer sig, endnu engang skal travsportens mest fornemme laurbærkrans og blå bånd uddeles. Her et lille klip fra 1945, da sæsonen blev skudt i gang. Se her.
Dagen før afvikles Dansk Hoppe Derby, hvor vinderen af det efterhånden også højt estimerede løb skal fejres, et løb, der havde premiere i 1981, mens vores danske Derby første gang afvikles i 1898!
I krigens skygge
Flere løbsdage var blevet aflyst pga. 2. verdenskrig i 1945. Derbyårgangen anno 1941 var generelt ikke anset på de høje tinder. Mest tiltro var der til N. J. Kosters Garant og Oluf Månssons Gigant. Her var således en anden Gigant, end den hest med samme navn, der 20 år senere skulle vinde Derbyet.
Banen i Lunden var ret tung pga. kraftige regnbyger, og det gjorde forhåndsvurderingerne endnu mere usikre.
Derbyet blev kørt som 6. løb, og til start mødtes over de 3000 meter 11 Heste, nemlig efter startpladserne: Gigant (Månsson), Gisela (Poul Grandahl), Gangster (Hans Hansen), Gin Højgaard (Freddi Sølberg), Gorki Diamond (W. Harder), Great Bellwood (Alex Simonsen), Guy Dovaki (Gerhard Petersen), Gøsta (Børge Grandahl), Granit (Mark Ingdam), Gush (Arnold Jensen) og Mr. Juelsøs Garant (N. J. Koster).
Der stod 18 heste på startlisten, men 7 blev således slettet før start, derfor ser man på fotoet, at Garant har startnummer 18.
Et spændende Derby
Løbsreferatet kommer her i kort form: ”Den speedige hoppe Gisela snuppede straks føringen fra inderbanen fra Gigant, der nærmest fulgtes af Gangster og Garant. Efter at første omgang, der gik efter 1.32, var kørt, havde Gigant overtaget føringen fra Gisela og Garant var på tredjepladsens før Gangster.
Den anden kilometer blev kørt efter ca. 1.28, og da den var endt, var Garant på andenpladsen og gik i svinget efter dommer tårnet ind bag Gigant. På sidste langside havde Gangster et uventet stærkt fremstød, men den kunde dog ikke true de to forreste, og man ventede nu i spænding på at se, om Gigant eller Garant ville vise sig som den stærkeste til slut.
Midt i opløbet gik Koster frem med Garant og slog sikkert Månssons hest. Efter at have passeret Gigant, så Koster sig tilbage for at se efter konkurrenterne, men der var langt til de næste. Under publikums begejstrede bifald gik Garant derefter til sejr i tiden 1.30.5 i den tunge bane.
Gigant leverede en god præstation som anden i 1.30.7 og Gin Højgaards præstation efter 1.30.8 på tredjepladsen var også godkendt, og banen var tung. Et ret spændende Derby, men et af travsportens kvalitetsmæssig svageste, var kørt.”

Et fynsk opdræt – begejstringen var stor
Det var Træner N. J. Kosters 10. Derbysejr i Danmark.
Referaterne fra Derbydagen forsatte således:
”Begejstringen for den eminent dygtige træner var derfor kolossal, og særligt stærkt var bifaldet, efter at Travselskabets Formand havde holdt en tale for træner Koster, hvori han betegnede ham som Skandinaviens, ja måske Europas dygtigste træner og ønskede både for ham og dansk travsport, at han måtte få lov til at virke i mange år endnu. Leve råb for Koster gjaldede over banen, det var i sandhed en populær Derbysejr.
Kosters gave fra travselskabet var et meget smukt antikt sølvkrus med låg, og Koster var meget glad for den smukke præmie, som sikkert fik en hædersplads i hans store samling.
Derbyvinderen Garants ejer var fynboen Søren Andersen med pseudonymet Mr. Juelsø, og Garants præstation var en flot reklame for den fynske travsport. Garant var opdrættet af Hr. Rs. Petersen, Marslev på Fyn.”
Derbyvinderen Garant blev kaldt et træningsprodukt, men hvad gjorde det: Koster havde gjort det igen. Det var Kosters 12., og sidste, derbysejr, han havde vundet Derby 2 gange i sit gamle hjemland, Holland.







